Menu

Mød Carit Etlars fortællinger og naturen på Fredericia Vold

Digterruten for Carit Etlar i Fredericia

På digterruten for Carit Etlar føres man via stier igennem forskellig bevoksning og kuperet terræn på Fredericia Vold og ud til Lillebælt.

6,1 km
9 bogmærker

Gå til bogmærker og lyd

Download folder med kort (PDF)

Om digteren

Carit Etlar

Født: 7. august 1816, Fredericia
Død: 9. maj 1900, Gentofte

Carl Brosbøll (1816-1900) er navnet bag pseudonymet Carit Etlar. Han blev født i Fredericia i 1816, hvor Danmark var i politisk krise, men oplevede en kulturel opblomstring. Byens historie og tidens nationalromantiske tendenser med fædrelandskærlighed og heltedigtning er gennemgående i Etlars forfatterskab.

Carit Etlar var i sin samtid ofte kritiseret af det kulturelle parnas, men hans historiske romaner var enormt populære i den brede befolkning, og hans mange udgivelser opnåede høje salgstal. Blandt hans kendteste værker er Gøngehøvdingen (1853), Dronningens Vagtmester (1855) og Fangen på Kalø (1872). Han var desuden både krigskorrespondent og en passioneret maler- og billedkunstner.

”Henad Volden, der vendte ud mod Søen, laa Familierne med Børn og Venner, leirede i Græsset og stirrede ud mod Havet, hvorfra Skibet skulde komme”

Det umulige Dampskib, 1896

Om ruten

På digterruten for Carit Etlar føres man via stier igennem forskellig bevoksning og kuperet terræn på Fredericia Vold og ud til Lillebælt.

6,1 km
9 bogmærker

Ruten i bogmærker

9 podcasts om naturelskeren Carit Etlars Fredericia. Podcasten er indtalt af journalist Massimo Grillo og skuespiller Lars Mølsted. Den er produceret af Format Media og skrevet af Rasmus og Mette Welling.

  1. Barnet i Solgade

    På den smukke Prins Georgs Bastion fortælles om Carit Etlars familie, skolegangen i Vendersgade og arbejdet på farens tobaksfabrik.

    Barnet i Solgade
  2. En forfatter fødes

    På den smukt bevoksede Skanseodde fortælles om, hvordan Carit Etlar her blev formet som kunstner i sine barneår.

    En forfatter fødes
  3. Stærke viljer mødes

    I Lillebælts friske vind på Fredericia Havn berettes om Carit Etlars far, det første dampskib i Fredericia og forfatterens afsked med byen.

    Stærke viljer mødes
  4. En kronprins på besøg

    Krudttårnet på den maleriske Østervold er kulissen til fortællingen om Frederik den 7’s indflydelse på Carit Etlars og dennes familie.

    En kronprins på besøg
  5. Fredericia i forfatterskabet

    Ved den betagende udsigt på Kongens Bastion udfoldes de spor, som Fredericia trækker gennem hele Carit Etlars forfatterskab.

    Fredericia i forfatterskabet
  6. Carit Etlar og kvinderne

    Ved digtermusen Kalliope på Danmarks Bastion skildres de vigtigste kvinder i Carit Etlars liv – musen Tertia, hustruen Hansigne, datteren Anna og sjæleveninden Augusta.

    Carit Etlar og kvinderne
  7. Treårskrigen

    På den stemningsfulde Trinitatis Kirkegård fortælles om Carit Etlars deltagelse i Treårskrigen, og hvilken indflydelse den fik på hans succesroman Gøngehøvdingen.

    Treårskrigen
  8. 1864-krigen

    Nær kanonerne på Prins Georgs Bastion udfoldes Carit Etlars færden som krigskorrespondent i 1864.

    1864-krigen
  9. Eftermælet

    Ved Carit Etlars fødested i Gothersgade fortælles om hans kunstneriske eftermæle og de fysiske minder, der er rejst over ham.

    Eftermælet

Vil du vide mere om Carit Etlar?

Museerne i Fredericia

Museerne i Fredericia er et statsanerkendt kulturhistorisk museum med ansvar for at bevare, forske i og formidle Fredericias historie fra ca. 1650 til nu. Museets særlige fokusområder er Fredericia Fæstning og Fristaden Fredericia samt Fredericia Kommunes historie generelt.

Museerne i Fredericia
Jernbanegade 10
7000 Fredericia

Besøg hjemmeside

Tag på poetisk travetur med Ingemann ved Sorø Sø

Digterrute for B.S. Ingemann ved Sorø

I det gule hus i Sorøs Akademis romantiske have levede og digtede B.S. Ingemann gennem 40 år.

3,5 km
6 bogmærker

Gå til bogmærker og lyd

Download folder med kort (PDF)

Om digteren

Bernhard Severin Ingemann

Født: 28. maj 1789, Thorkildstrup
Død: 24. februar 1862, Sorø

B.S. Ingemann er en af de vigtigste digtere i den danske romantik og var en ledende skikkelse i det rige kulturliv i Sorø i 1800-tallet. Han debuterede som 22-årig med Digte i 1811 og forblev livet igennem særdeles produktiv. Hans Samlede Skrifter (1843-65) fylder 41 bind og omfatter digte, dramaer, romaner, noveller, fortællinger og eventyr samt ikke mindst salmer og sange. Inspirationen hentede han i den tyske romantik, hvis idéindhold han holdt fast i livet igennem.
Miljøet omkring Sorø Akademi og Ingemanns gæstfrie hjem tiltrak en række af periodens store navne inden for kunst og videnskab. Især Ingemanns sange og salmer har haft stor indflydelse på generationer af danske digtere.

“Lig solen farer livet hen,

går til forklaringskysten.

Med glans opdukker sol igen

fra Paradiset i østen”

“Der står et slot i vesterled” (1838)

Om ruten

Digterruten begynder ved porten til Sorø Akademi og fører langs Sorø Sø forbi Ingemanns Hus og Ø, gennem naturområdet Flommen og slutter ved gravstedet bag Klosterkirken. Man bevæger sig gennem Akademiets romantiske have samt skov og eng.

3,5 km
6 bogmærker

Ruten i bogmærker

Lydfortællingerne er kurateret, instrueret og produceret af Helle Solvang. Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Sange ved skuespiller Marie Tourell Søderberg og Sorø Akademis Pigekor. Korledelse: Svend Jørgen Lyngberg-Larsen. Teknik: Finn Kaufmanas.

Rund turen af med et besøg i Klosterkirken, hvor du på altergitteret kan finde en gåde, der leder tankerne hen på en af Ingemanns sange. Besøg også Sorø Kunstmuseums guldaldersamling med værker af periodens førende kunstnere, bl.a. C.A. Jensens portræt af Ingemann samt Sorø Museum, der rummer en Ingemann-udstilling.

  1. Ved Klosterporten

    B.S. Ingemann og N.S.F. Grundtvig var venner omend det ofte kunne slå gnister mellem de to. De inspirerede og opildnede hinanden til at vække folkeånden til live i Danmark gennem historiske helte og sagn. Hør uddrag af Ingemanns episke digte og historiske romaner. Bl.a. Valdemar den Store og hans mænd (1824) og Dronning Margrethe (1836).

    Stemmer: Mogens Holm (Ingemann) Christian Gade Bjerrum (Grundtvig) og Helle Solvang (fortæller). Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Intro
    Ved Klosterporten
  2. Højen ved bådhuset

    Salonværtinderne, Kamma Rahbek og Friederike Brun var markante kvinder i guldalderen. De støttede mange kunstnere og var betagede af B.S. Ingemann. I Akademihaven med udsigt til Parnas fortæller de om Ingemanns vanskelige tid før han kom til Sorø, og om hans karakter og temperament. Hør uddrag af “Fred hviler over land og by” (1838).

    Stemmer: Ellen Hillingsø (Kamma Rahbek), Marie Tourell Søderberg (Friederike Brun), Helle Solvang (fortæller). Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Højen ved bådhuset
  3. Ved Ingemanns Ø

    Her i haven kunne B.S. Ingemann sidde og læse, filosofere og se på skyernes og solens gang over himlen. Han har også spadseret her mange gange, bl.a. ledsaget af sin yngre ven H.C. Andersen, som elskede at komme på besøg. Han værdsatte Ingemann og hans kone Lucies gæstfrihed og deres samtaler om digtekunst og tidens ånd. Hør uddrag af: “Nu vågne alle guds engle små” (1837), “I østen stiger solen op” (1831) og “I fjerne kirketårne hist” (1938).

    Stemmer: Mogens Holm (B.S. Ingemann), Mads Knarregaard (H.C. Andersen), Helle Solvang (fortæller). Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Ved Ingemanns Ø
  4. Navnebøgen på Flomstien

    Én af B.S. Ingemanns skattede samtalepartnere var veninden Christiane Rosenørn. De talte om forholdet til naturen og forestillingen om sjælen, og i deres samtaler var der højt til loftet. Da hun flyttede til København, fortsatte deres samtaler i de mange breve, de skrev til hinanden, og hun støttede ham, da han begyndte at skrive sange til asylbørn i København. Lyt bl.a. til “Dejlig er jorden” (1850) og “Nu titte til hinanden” (1837).

    Stemmer: Mogens Holm (B.S. Ingemann), Karen-Lise Mynster (Christiane Rosenørn), Helle Solvang (fortæller). Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Navnebøgen på Flomstien
  5. Ved bænken på Flomstien

    B.S. Ingemann fandt i komponisten C.E.F Weyse den helt rette, som kunne give børns fantasi et musikalsk udtryk. De havde det tilfælles, at de ikke selv fik nogle børn. Deres morgen- og aftensange til børn, som var tilegnet børn i asylerne i København, er i dag optaget i den danske Kulturkanon. Lyt bl.a. til “Til vor lille gerning ud” (1838) og “Bliv hos os når dagen hælder” (1838).

    Stemmer: Mogens Holm (B.S. Ingemann), Jacob Teglgaard (C.E.F. Weyse) og Helle Solvang (fortæller). Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Ved bænken på Flomstien
  6. Ved Ingemanns grav øst for Klosterkirken

    Den vigtigste person i Ingemanns liv var hans hustru Lucie Ingemann. De levede sammen her i Sorø i 40 år. Hun var også skabende kunstner, og de bakkede hinanden op. Hun sad ved hans side, da han døde, og hun vidste, at han ikke var bange for døden. Han havde en skytsengel med sig gennem livet, hvor lys og mørke var grundfølelserne i hans liv. Lyt bl.a. til uddrag af “I fjerne kirketårne hist” (1838), “I sne står urt og busk i skjul” (1831), “Den hemmelighedsfulde port” (1861) og “Lysets engel” (1837).

    Stemmer: Mogens Holm (B.S. Ingemann), Kirsten Jensen Holm (Lucie Ingemann) og Helle Solvang (fortæller). Sangerinde: Marie Tourell Søderberg. Konsulent: Kirsten Jensen Holm. Lyddesign: Jakob Ranum. Idé og produktion: Helle Solvang.

    Ved Ingemanns grav
    Outro
    Lysets Engel

Vil du vide mere om B.S. Ingemann?

B. S. Ingemann-Selskabet

B. S. Ingemann-Selskabet blev stiftet 1992 og har til formål at uddybe kendskabet til og fremme studiet af Ingemanns liv, virke og forfatterskab. Tidsskriftet Tankebreve udkommer fire gange årligt og selskabets skriftserie tæller til dato 15 bind.

Sorø Kunstmuseum

Sorø Kunstmuseum er et levende og engageret hus med over 300 års kunst, blandt andet en fin samling af dansk guldalderkunst. Museet viser årligt særudstillinger og tilbyder desuden aktiviteter for børn og voksne.

Adresse

Besøg selskabets hjemmeside

Sorø Kunstmuseum
Storegade 9
4180 Sorø

Besøg museets hjemmeside

Designed by fingerspitz*