Menu

Oplev Brorsons salmer og lyrik i det gamle Ribe

Digterrute for H.A. Brorson i Ribe

Brorsons Ribe med de skæve gamle huse er den autentiske klangbund for 1700-tallets store salmedigter.

2,3 km
7 bogmærker

Gå til bogmærker og lyd

Download folder med kort (PDF)

Om digteren

Hans Adolph Brorson

Født: 20. juni 1694, Randerup
Død: 3. juni 1764, Ribe

Brorson var en dansk biskop og digter, der er mest kendt for sine salmer. Hans hovedværker er Troens rare Klenodie fra 1739 og Svanesang fra 1765. Han har digtet omkring 115 af Den danske Salmebogs 791 salmer. Hans kendteste salmer er ”Op al den ting som Gud har gjort” og ”Her vil ties, her vil bies”

Brorson hører til den kirkeretning, man kalder pietismen. Han kan kaldes for sjælens digter, fordi hans salmer er eksistentielle og inderlige. Han inddrager billeder fra Vadehavet og naturen på en ny måde, som skal reflektere troen og den enkeltes indre liv.

”Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!”

Svane-Sang, 1765

Om ruten

Digterruten for Brorson begynder ved Taarnborg, går forbi domkirken og Slotsbanken og slutter i rosenhaven bag Jacob A. Riis Museum. Ruten går ad brostensbelagte gader, grusbelagte stier, over broer og gennem smalle passager.

2,3 km
7 bogmærker

Ruten i bogmærker

Lydfortællingerne er kurateret, instrueret og produceret af Helle Solvang. Lydoptagelser i Ribe ved Jacob Kirkegaard. Lydbearbejdelse: Jakob Ranum. Medvirkende skuespillere: Bjarne Antonisen (Brorson), Marie Tourell Søderberg (sange) og Helle Solvang (fortæller).

  1. Trange tider, urolige verden

    Taarnborg, Puggaardsgade 3
    Hør uddrag af “Svanesang VIII” (1765)

    Her boede salmedigter Brorson de sidste 21 år af sit liv, mens han var biskop i Ribe, og her behandlede han sine melankolske perioder med “mørke og stilhed”. Fem dage før sin død skriver Brorson i et brev, ”at han længes såre ud af denne urolige verden”. Taarnborg er i dag både privat bolig og et kultur- og kursussted.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: På Brorsons tid var mangt og meget trangt og krisefyldt, og samtidig blomstrede nye strømninger, idéer og bevægelser frem. Hvor ser du i dag at krise og nybrud følges ad?

    Intro
    Trange tider, urolige verden
  2. Forårstegn

    Frisen i Katedralskolens gård, Puggaardsgade 18
    Hør uddrag af “Her vil ties, her vil bies” (1765)

    Brorson havde sin skolegang på Katedralskolen. Dengang lå skolen på hjørnet mellem Skolegade og Grydergade. Og den var ligesom kirkerne i byen i forfald og børnene var fattige og måtte til tider tigge. I skolens gård er en digterfrise af billedhugger Laila Westergaard.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: I digterfrisen i Katedralskolens gård er et vers fra én af Brorsons mest kendte og elskede salmer. Det handler om, hvad årstiderne vækkede i ham. Hvilken symbolik tillægger du de forskellige årstider? Er tiden for dig lineær eller cirkulær? Er der noget der for dig rækker ud over tiden?

    Forårstegn
  3. Drømmesyn

    Brorsonstatuen ved domkirken, Torvet
    Hør uddrag af “Den store hvide flok” (1765)

    Brorson var biskop her i byen fra 1741 til 1764 og han er begravet i domkirken. Til højre for kirkens indgang står en bronzestatue af Brorson. Inde i kirken hænger et portræt af ham.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: Brorson beskriver et drømmesyn, han fik, da han trådte ind i Ribe Domkirke: En flok af hvidklædte mennesker, vandrende mod paradiset i det hinsides. Hvordan forestiller du dig himmeriget? Er vi alene eller i flok? Er der efter din opfattelse et ‘sted’ vores sjæl skal hen efter døden?

    Drømmesyn
  4. Kamp mod de lumre julelege

    Kagkilden mellem Hotel Dagmar og domkirken, Torvet
    Hør uddrag af “Bort verdens juleglæde” (1732) og “Her kommer Jesus dine små” (1732)

    På Brorsons tid kom de såkaldte julestuer på mode. Brorson var med til at udarbejde et 16-punkts-program, som blev ophøjet til lov, hvor bestemte julelege blev forbudt – det blev også forbudt at møde beruset op i kirken. Men han anvendte også sin digtekunst til at påvirke de “vildfarne” sjæle i sognet.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: Brorson taler om at åbne hjerte, sjæl og sind – ikke mindst i juletiden. Hvad er for dig vigtigt at have opmærksomhed på, når det er jul?

    Kamp mod de lumre julelege
  5. De mange fuglesving

    Ved Dronning Dagmar-statuen, Riberhus Slotsbanke, Erik Menveds Vej
    Hør “Op, al den ting, som Gud har gjort” (1734)

    På Brorsons tid var Slotsbanken en ruin efter svenskernes hærgen. Gennem et helt århundrede havde området været plaget af krig, sult, fattigdom, naturkatastrofer og epidemier og alle kendte nogen, som havde mistet hus og hjem – eller livet. Og nogen har måske spurgt kirkens overhoved: Hvordan kan Gud lade alt dette ske? Brorson svarer dem i sin mest berømte salme.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: I sin salme “Op, al den ting, som Gud har gjort” inviterer Brorson os til at undre os over skaberværket. Hvad kan få dig til at undres? Hvad betyder naturen for dig? Opfatter du naturen og eksistensen som noget, der er skabt eller opstået tilfældigt?

    De mange fuglesving
  6. Stigende vande

    Ved Stormflodsøjlen, Skibbroen 25
    Hør bl.a. “Jeg går i fare, hvor jeg går” (1734)

    Her på kajen finder du stormflodssøjlen, som vidner om, at perioden før og efter at Brorson blev født var en barsk tid med stormfloder. Han voksede op 25 km. herfra i Præstegården i Randerup – endnu tættere på Vadehavet. Det var før digernes tid, og der var intet til at bremse vandmasserne, når de først kom stormende. Stormfloden kostede Brorsons kære stedfar livet. Det var “manden med den blå kappe”, der havde taget ham, sagde man.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: Brorsons oplevelser med stormfloder havde lært ham ikke at tillægge den materielle verden for stor betydning. I stedet tyede han til Gud og den åndelige dimension. Hvordan ser du forholdet mellem det materielle og det åndelige i dit liv? Hvad kan give dig oplevelsen af meningsfuldhed i den tid vi lever i med klimakrise og stigende vandstand i verdenshavene?

    Stigende vande
  7. Thi roserne vokse i dale

    Rosenhaven bag Jacob A. Riis Museum, Sortebrødregade 1
    Hør bl.a. “Når mit øje, træt af møje” (1765) og “Den yndigste rose er fundet” (1732)

    Haverne bugnede af blomster og frugttræer efter krisen i Ribe. Det ripensiske tulipanfest stammer også fra den tid. H.A. Brorson havde Videnskabernes Selskabs nye bøger om havebrug, agerdyrkning og skovbrug i sit bibliotek. Hans salme “Den yndigste rose” er blevet et lydligt kendetegn for Ribe og rosen er i salmen symbolet på Jesus, som vi kan finde – ikke i selvretfærdighed og ødselhed – men i ydmyghedens dale.

    Spørgsmål til samtale og refleksion: Rosen har en helt særlig plads i Brorsons digtning. I salmen anviser han, hvordan man i selv det mindste kan finde vejen til det største og inviterer os til at dufte til rosen, som er en sanseåbner, der kan bringe os et glimt af sjælen. Er der en blomst, som har en særlig betydning for dig – og hvorfor? Hvilke sanseindtryk kan bringe dig tæt på en ophøjet form for tilstand eller lykkefølelse?

    Thi roserne vokse i dale
    Outro

Vil du vide mere om H.A. Brorson?

Taarnborgfondet

Taarnborgfondet er oprettet i 2004 med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Formålet med stedet er at udbrede kendskabet til Brorson, Ribe og Slesvigs vestegn gennem foredrag, seminarer, byvandringer, udstillinger, koncerter og bogudgivelser. Taarnborg bebos og ledes til dagligt af sognepræsterne Bente og Torben Bramming.

Taarnborgfondet

Puggaardsgade 3

6760 Ribe

Besøg hjemmeside

Mød Carit Etlars fortællinger og naturen på Fredericia Vold

Digterruten for Carit Etlar i Fredericia

På digterruten for Carit Etlar føres man via stier igennem forskellig bevoksning og kuperet terræn på Fredericia Vold og ud til Lillebælt.

6,1 km
9 bogmærker

Gå til bogmærker og lyd

Download folder med kort (PDF)

Om digteren

Carit Etlar

Født: 7. august 1816, Fredericia
Død: 9. maj 1900, Gentofte

Carl Brosbøll (1816-1900) er navnet bag pseudonymet Carit Etlar. Han blev født i Fredericia i 1816, hvor Danmark var i politisk krise, men oplevede en kulturel opblomstring. Byens historie og tidens nationalromantiske tendenser med fædrelandskærlighed og heltedigtning er gennemgående i Etlars forfatterskab.

Carit Etlar var i sin samtid ofte kritiseret af det kulturelle parnas, men hans historiske romaner var enormt populære i den brede befolkning, og hans mange udgivelser opnåede høje salgstal. Blandt hans kendteste værker er Gøngehøvdingen (1853), Dronningens Vagtmester (1855) og Fangen på Kalø (1872). Han var desuden både krigskorrespondent og en passioneret maler- og billedkunstner.

”Henad Volden, der vendte ud mod Søen, laa Familierne med Børn og Venner, leirede i Græsset og stirrede ud mod Havet, hvorfra Skibet skulde komme”

Det umulige Dampskib, 1896

Om ruten

På digterruten for Carit Etlar føres man via stier igennem forskellig bevoksning og kuperet terræn på Fredericia Vold og ud til Lillebælt.

6,1 km
9 bogmærker

Ruten i bogmærker

9 podcasts om naturelskeren Carit Etlars Fredericia. Podcasten er indtalt af journalist Massimo Grillo og skuespiller Lars Mølsted. Den er produceret af Format Media og skrevet af Rasmus og Mette Welling.

  1. Barnet i Solgade

    På den smukke Prins Georgs Bastion fortælles om Carit Etlars familie, skolegangen i Vendersgade og arbejdet på farens tobaksfabrik.

    Barnet i Solgade
  2. En forfatter fødes

    På den smukt bevoksede Skanseodde fortælles om, hvordan Carit Etlar her blev formet som kunstner i sine barneår.

    En forfatter fødes
  3. Stærke viljer mødes

    I Lillebælts friske vind på Fredericia Havn berettes om Carit Etlars far, det første dampskib i Fredericia og forfatterens afsked med byen.

    Stærke viljer mødes
  4. En kronprins på besøg

    Krudttårnet på den maleriske Østervold er kulissen til fortællingen om Frederik den 7’s indflydelse på Carit Etlars og dennes familie.

    En kronprins på besøg
  5. Fredericia i forfatterskabet

    Ved den betagende udsigt på Kongens Bastion udfoldes de spor, som Fredericia trækker gennem hele Carit Etlars forfatterskab.

    Fredericia i forfatterskabet
  6. Carit Etlar og kvinderne

    Ved digtermusen Kalliope på Danmarks Bastion skildres de vigtigste kvinder i Carit Etlars liv – musen Tertia, hustruen Hansigne, datteren Anna og sjæleveninden Augusta.

    Carit Etlar og kvinderne
  7. Treårskrigen

    På den stemningsfulde Trinitatis Kirkegård fortælles om Carit Etlars deltagelse i Treårskrigen, og hvilken indflydelse den fik på hans succesroman Gøngehøvdingen.

    Treårskrigen
  8. 1864-krigen

    Nær kanonerne på Prins Georgs Bastion udfoldes Carit Etlars færden som krigskorrespondent i 1864.

    1864-krigen
  9. Eftermælet

    Ved Carit Etlars fødested i Gothersgade fortælles om hans kunstneriske eftermæle og de fysiske minder, der er rejst over ham.

    Eftermælet

Vil du vide mere om Carit Etlar?

Museerne i Fredericia

Museerne i Fredericia er et statsanerkendt kulturhistorisk museum med ansvar for at bevare, forske i og formidle Fredericias historie fra ca. 1650 til nu. Museets særlige fokusområder er Fredericia Fæstning og Fristaden Fredericia samt Fredericia Kommunes historie generelt.

Museerne i Fredericia
Jernbanegade 10
7000 Fredericia

Besøg hjemmeside

Designed by fingerspitz*